Fra "GLASNYT", nov. 2008:

Om S A T S F A R V E R

Med tilladelse fra Glashistorisk Selskab Aalborg, bringes her en en artikel, som i november 2008 blev genoptrykt i Glasnyt.
Jeg har tilladt mig at indsætte egne, relevante fotos for at bryde den lange tekst.

 
Daværende underdirektør på Holmegaard Glasværk, Mogens Schlüter, giver en glimrende gennemgang af forklaringen på, hvorfor glassets farve - "satsfarven" - ikke kan anvendes som en sikker stedfæstelse af hvilket glasværk, der har produceret et glas - eller en flaske!


- eller, som der står i Glasnyt:

Da der stadig er mange, som ikke har forstået det med satsfarven, genoptrykker vi derfor artiklen fra Glasnyt nr. 2 – december 1985 af Mogens Schlüter. Vi håber at denne artikel kan være med til at belyse ”satsfarven”!

  Med venlig hilsen redaktionen.

 

TIL GLASNYT.

I det første nummer af GLASNYT, som Glashistorisk Selskab er begyndt at udsende - et initiativ, som vi må hilse med stor glæde - har Jørgen Kjær Hansen skrevet en udmærket artikel om ”Hvor er glasset fra?”, der på mange måder sætter tingene på plads og gør op med de mange ”myter”, som vi alt for godt kender i den danske glashistorie.

Det er fint, men i artiklen kommer Kjær Hansen også ind på begrebet satsfarver, idet der især tænkes på misfarvninger. Her er jeg ikke rigtig enig med Kjær Hansen. Det er ikke noget myte, at glas bliver misfarvet af lyset, men alligevel tilføjer Kjær Hansen lidt irriteret: ”Er der i det hele taget nogen sinde ført bevis for denne påstand?” – Ja, det er der. Enhver glaskemiker ved, hvorfor glas bliver misfarvet.

Med hensyn til ”farvekriteriet”, som Kjær Hansen skriver om, så har jeg vist i mange år holdt på, at man ikke må tillægge satsfarven for stor betydning. Den er i mange tilfælde et resultat af en tilfældighed og kan variere fra dag til dag. Hvis man derfor spørger mig, om jeg tror på ”farvekriteriet”, vil jeg sige: Jeg tror på, at nogle glasværker bevidst har kørt med en svag ”misfarvning” af glasset. Strømbergshyttans sats var svagt grå eller gråblå, Holmegaards har i mange år været blålig, og nogle gamle glasværker har haft gennemgående misfarvninger på grund af særlige råmaterialer etc., men jeg tror ikke på, at man har dyrket de misfarvninger, der naturligt kommer fra hele affarvnings-processen, som et mål eller blot som noget ønskeligt.

For at komme disse myter til livs og for at give Kjær Hansen de ønskede beviser, har jeg allieret mig med Holmegaards chefkemiker, Jørgen Fougt, og har fået godkendelse af den følgende gennemgang af disse problemer.

Tre flasker, De forenede Meierier - Aarhus, med hver sin satsfarve. De er med stor sandsynlighed alle fremstillet på Aarhus Glasværk.

Om affarvnings- og misfarvningsproblemer ved smeltning af glas.

Det sand og enkelte andre råmaterialer, der bruges ved smeltning af glas, indeholder mere eller mindre jern - og måske krom.

I det følgende vil der særligt blive gjort rede for problemerne med jernindholdet. Jern farver som bekendt jern grønt. Jernet optræder i to former: ferri-oxyd, der farver glas gulgrønt og ferro-oxyd, der farver glas blågrønt. For at få så farveløst glas, som muligt, må man "affarve" glasset, som det hedder med et lidt misvisende udtryk.
Det er nemmere at affarve det iltrige ferrioxyd-glas og derfor fyrer man normalt en glasovn med et overskud af ilt (se "Danske flasker" side 19-20).
For at få farveløst glas ville det mest logiske være at fjerne jernet fra råmaterialerne. Det lader sig ikke gøre på en overkommelig, det vil sige økonomisk forsvarlig, måde. Da dette nu ikke kan lade sig gøre, består "affarvningen" derfor i at tilføre glasset et eller flere stoffer, der farver glasset med komplementærfarven til grønt, hvilket er violet eller en blanding af rødt og blåt. Ved komplemen-tærfarver forstår man farver, der "ophæver" hinanden, d.v.s. de tilsammen syner hvidt. Når der står "syner". så er det fordi det, der sker er, at glasset i virkeligheden er en lille smule gråt, idet der tilbageholdes en lille smule af alle spektrets farver, når det gulgrønne glas tilsættes et violetfarvende metal. Glasset synes farveløst, men er gråt.

Denne gråfarvning kendes fra gamle glas, der ofte kan være ret så grå i glasmassen. De er normalt affarvet med grundstoffet mangan i form af mineralet brunsten. Når jernindholdet har været lidt vel stort, bliver glasset så gråligt, at det kan ses – d.v.s. der er tilbageholdt så mange lysstråler, at glasset ser gråt ud. Tilbageholdes samtlige lysstråler, hvilket kan opnås ved at farve glasset meget kraftigt violet, synes glasset sort. Denne farve kaldes ”hyalith”. Glasset ser sort ud, men er meget mørkt violet.  

Tre meget mørke, "ildfarvede", arrak-flasker. Flasken yderst til venstre er så mørk, at man kun kan skimte meget stærkt lys gennem bunden, når man ser gennem åbningen.

Mangan blev brugt som affarvningsmiddel op til ca. 1920. Man kaldte ligefrem brunsten, der blev brugt som råmateriale, for ”glasmagersæbe”, fordi det ”vaskede glasset rent”. I nogle tilfælde er gamle, mangan-affarvede glas en smule violette. Det kan skyldes en lidt for stor mængde mangan, men det kan også skyldes en misfarvning, idet mangan-atomerne i glasset er blevet påvirket af lyset.

Lys er energibølger, - jo kortere bølgelængde, des højere energiindhold – og det, der især misfarver glasset, er de meget korte, ultraviolette stråler, der udsendes af visse lyskilder. Lysstrålerne påvirker de elektroner, der svirrer omkring atomkernen. Den gennem lyset tilførte energi kan få elektronerne til at skifte bane eller måske helt at forlade atomet. Derved er der opstået et nyt stof, der måske kan misfarve glasset, hvilket kaldes ”solarisation”. Det således misfarvede glas kan bringes tilbage til sin oprindelige tilstand, dvs. igen blive farveløst, ved at blive opvarmet, hvorved elektronerne vender tilbage til deres oprindelige plads. Når elektronerne på denne måde kan slås væk fra deres normale plads uden straks at vende tilbage, så skyldes det, at glas er en isolator, der ikke leder eller påvirker de elektrisk ladede elektroner.

Et andet forhold, der spiller ind og gør hele denne sag så kompliceret, er at affarvningen er påvirket af ovnatmosfæren, idet iltindholdet forskyder balancen mellem ferri- og ferrooxyd i glasset og dermed farven, som omtalt i indledningen. Når farven forskydes, kan affarvningen enten blive for kraftig, dvs. rødlig, eller for svag, dvs. grønlig. Heraf følger så, at farven kan variere fra dag til dag, især i de gamle ovne, hvor atmosfæren ikke var under kontrol, som den er i en moderne ovn.

P. F. Heering ønskede sine flasker "kirsebærfarvede", men de blev oftest brunlige. Selv i begyndelsen af 1900-tallet, da de her viste flasker blev fremstillet, havde glasværkerne åbenbart svært ved at styre farverne. - Flaskerne er alle af den type, som på side 343 i "Danske flasker" er vist som fig. 420.

Omkring 1920-30 begyndte vi i Danmark at bruge andre stoffer som affarvningsmiddel, en blanding af metallet selen og koboltoxyd. Selen farver glas rødt, når det optræder som frit selen, mens koboltoxyd farver glas stærkt blåt. Tilsammen får vi den ønskede violette farve. Man fremstillede en blanding af de to stoffer i det rette forhold, blandede det op med fint sand og fik på den måde en slags råmateriale, der endnu brugtes ved fremstilling af hvidt glas til emballage og flasker udført på maskine.

Det var et problem ved denne affarvningsmetode, at den er følsom overfor varme. Når et glas, affarvet på denne måde, blev varmet op til små 500 grader, som det sker, når man skal brænde emaljefarver eller guld fast på glasset, blev glasset lyserødt. I glasset findes der en fast ballance mellem frit selen og det iltholdige selenit. Denne balance forskydes ved opvarmningen, mængden af frit selen bliver forøget og glasset bliver lyserødt. Derfor fremstillede man på Holmegaard i 1940-60 en særlig glasmasse til malede glas, kaldet ”guldglas”, der indeholdt mindre affarvningsmiddel og derfor var en lille smule grønt. Ved genopvarmningen i maleriets ovne ophævede de to farver hinanden og glasset så hvidt ud.

Også det selen-kobolt-affarvede glas bliver udsat for solarisation. Der sker her nøjagtigt det samme som ved det mangan-holdige glas. Elektronerne slås ud af deres bane og giver anledning til misfarvninger. Her bliver farven kedelig gul, hvilket nemt kunne ses på glas, der havde stået en sommer igennem i et udstillingsvindue eller var blevet udsat for ultraviolet lys. Ligesom ved manganmisfarvningen kunne den gule farve fjernes ved genopvarmning.

Solarisation kan modarbejdes med et ringe indhold af blyoxyd i glasset.
Blyoxyd virker som en slags stabilisator imod misfarvning på grund af solen og derfor indeholder Holmegaards almindelige sodaglas, der bruges til de tunge servicer som Tivoli og Skibsglas, ca. 4% blyoxyd siden 1967. Jo mere energirig stråling, glasset bliver udsat for, des mere blyoxyd skal det indeholde for at modvirke misfarvninger.

På grund af de forskellige problemer ved selen-kobolt-affarvningen begyndte man i 1967 at bruge stoffet neodymoxyd. Neodym hører til de såkaldte ”sjældne jordarter”. Det har været kendt i mange år, men først fra midten af 1960´erne fremkom det i en så ren kvalitet og til en sådan pris, at det kunne bruges til affarvning af glas. Det farver glas i den ønskede rødviolette farve og er ikke forbundet med de varmefølsomheds-problemer, som selen-kobolt glasset og det er ikke udsat for nogen væsentlig solarisation.

Alligevel bibeholder man af mange andre grunde blyindholdet i det almindelige sodaglas. Det neodymoxyd-affarvede glas kan omkøles og genopvarmes uden problemer, derfor intet særligt ”guldglas”, ingen misfarvning på grund af forskellig placering i kølerøret eller på grund af godstykkelsen. Neodymoxyd synes at være det ideelle affarvningsmiddel, men det er ret kostbart og det er grunden til, at man ikke bruger det i det billige emballageglas.

Forskellige andre farveproblemer

Rent sodaglas vil altid være en lille smule gulgrønt, idet man ikke helt kan ramme denne farves komplementærfarve. Det kan man derimod i glas, der indeholder potaske, som krystal eller klangglas. Her lykkes affarvningen perfekt og disse glassorter kan fremstilles meget farveløse.

I det tunge blykrystal, der indeholder fra 24-33% blyoxyd, bruger man nikkeloxyd som affarvningsmiddel. Det farver blyholdigt glas smukt violet, mens det i rent sodaglas giver en grumset grågul farve.

Krom farver glas grønt ligesom jern og det findes ofte i meget små mængder i sandet. Til gengæld farver det meget kraftigt - kraftigere end noget andet metal – og selv et meget ringe kromindhold i sandet giver dårlig farve. Det skyldet, at det er vanskelligt at ramme komplementærfarven til den grønne farve fra kromet og det gælder både sodaglas, potaskeglas og krystal.

Meget ofte indeholder glasmassen arsenik, der virker som lutringsmiddel ved at afgive ilt på et sent tidspunkt under smeltningsprocessen. Arsenik forstærker tendensen til solarisation, idet det ligesom opsuger de løsgående elektroner.

Manganoxyd er i virkeligheden farveløst. Det, der farver glasset violet, er et manganatom, der mangler 7 elektroner i sine baner. Dette atom findes i stoffet kaliumpermanganat, derogså kan bruges som farvestof i glasset.

Slutning

Det turde fremgå af ovenstående, at mulighederne for misfarvninger af glas er talrige og at det især før i tiden har været meget vanskelligt at holde alle disse forhold under kontrol. Kjær Hansen nævner selv endnu en fejlmulighed: Skårene. De tilsatte skår, der ofte var fremmede, gav også anledning til farvevariationer.

Derfor er det farligt at drage alt for nøje slutninger på grund af glassets farve, især fordi man ofte gør det på grundlag af et meget lille antal, som måske tilmed ikke er særlig godt dokumenteret.

Samlere af glas gætter meget
– og det er de for så vidt nødt til, for man kan ikke gøre andet i denne branche; men man skal passe på ikke at gøre sine gætterier til den evige sandhed, til fasttømrede teorier.

Jeg bruger skam selv farvekriteriet og hele glasmassens karakter til at afgøre, om et glas er gammelt eller nyere, men det må gøres med stor forsigtighed og i erkendelse af, at mulighederne for fejltagelser er mange. Det fremgår i øvrigt af dette, at det kun kan lade sig gøre med sodaglas. Krystalglas skifter ikke farve med alderen.

Jeg håber, at Kjær Hansen nu vil acceptere, at glas kan skifte farve i lyset eller på grund af varmepåvirkninger og meget andet. Men de behøver ikke at gøre det. Beviserne kan man kun få ved forsøg. Jeg husker at Holmegaards laboratorium har haft glas hængende ud af et tagvindue i en snor i måneder for at måle solarisationen. Kjær Hansen har selv gjort forsøg, men hans glas skiftede ikke farve. Heller ikke rudeglas skifter farve. Nej, for rudeglas er normalt ikke affarvet; det skal ligefrem være være en lille smule grønt.
Samtidig er det udtrykkeligt skrevet, at glassene måske skifter farve. Det afhænger af lyspåvirkningen og hvilke elektroner, der bliver løsgående. Men selvfølgelig kan et rødligt glas have været rødligt fra begyndelsen på grund af overfarvning, selvfølgelig, men det får vi bare aldrig opklaret – og netop derfor bør man ikke drage for faste slutninger.

Jeg håber at denne lange afhandling har bragt visse ting på plads, men jeg er også klar over, at den har skabt forvirring hos mange. Det var også meningen, netop ved at forklare hvor indviklet alt dette i virkeligheden er, håber jeg at stoppe alt for håndfaste teorier på grund af to rødlige Conradsmindeglas. 

                                                                  Mogens Schlüter

(red. markering)

 

Mine tilføjelser

Fra nogle af mine mange udenlandske flaske-kontakter er jeg blevet orienteret om, at det er populært at samle på "sun purple glass" - altså "solariseret" glas, - antikke glas og flasker, som er blevet farvet violet i en eller anden grad, ved simpelthen at være anbragt udendørs i den stærke sol. Det er især i visse dele af USA og i Australien, denne "specialitet" dyrkes.
Der er her naturligvis udelukkende tale om hvidtglas. Se mere på dette link:

http://www.ehow.com/how_4469863_turn-old-glass-purple.html


At Mogens Schlüters "afhandling" også mest omhandler hvidtglas, hænger sammen med årsagen til at han i det hele taget tog sagen op; - nemlig påstanden om at svagt rødlige glas med sikkerhed skulle kunne henføres til Conradsminde Glasværk.

Af artiklen får vi dog som en slags "sidegevinst" (eller måske ligefrem "hovedgevinst"!) indblik i de mange forhold, som gør at heller ikke "det simplere emballageglas" - herunder flasker af såvel hvidt- som grøntglas - lader sig stedfæste på baggrund af satsfarven!

TAK til Schlüter!


Ved hjælp af de få kendte kataloger og prislister fra glasværkerne, kan vi vide hvilke glasværker, der på et tidspunkt har produceret afbildede eller detaljeret beskrevne flasker. - Men vi kan ikke vide om andre har gjort det samme på samme - eller et andet - tidspunkt!

Fra glasværkernes arkiver vides det, at flaskeforme og øvrigt form-værktøj har været udlånt mellem glasværkerne - så der er altså slet ingen garanti for, at et enkelt glasværk har produceret alle flasker af en bestemt type (eksempelvis patentpropflasker med inskription eller logo). Samme form kan udmærket være anvendt på flere glasværker.

Og hvorfor er det i grunden så vigtigt at vide, præcist på hvilket glasværk en flaske er fremstillet?
Er de mon begge fremstillet i Aarhus?

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

31.08 | 20:57

hej. har lige fundet sådan en flaske i jorden i Nærum, hvad er historien bag denne. er den gammel ? tak på forhånd

...
30.11 | 21:49

Hej Louise
Det lyder spændende! - Har du mulighed for at sende mig et par billeder direkte på min mail: plyng@mail.dk - ?
Venlig hilsen
Poul

...
30.11 | 20:24

Jeg har 2 mørkeblå flasker fra sødring emservand, sødring & Co.
Disse stammer fra min fars virksomhed på Rentemestervej i København, fundet ved udgravning.

...
24.06 | 16:17

Vildt spændende side. Jeg er selv samler, men "kun" de gamle patent-sodavandsflasker. Så jeg kender alt for godt det at blive opslugt af flaskens form farve osv

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE