SIDSTE NYT! - 2013/5

30. november 2013

Alle tre flasker er ca. 31,5 cm. høje. Den midterste har rester af etiketter, som viser at den har anvendt til "BRANDY ....." samt at den har været forhandlet af Vilh. Christiansen. Tild-banderolen siger "Spirituosa her fremstillet". - Flasken længst til højre har et for arrak-flasker atypist mundstykke med rundet rigle.

ARRAK-flasker, som også er med på månedens forside-billede (se det evt. nederst på denne side) - og er altså for nyligt kommet i min besiddelse.
Sådan nogle har jeg fortalt om tidligere (se evt. "SIDSTE NYT! - 2012", hvor der er noget om arrak-flasker i februar og d. 13. september).

Især flasken længst til venstre er interessant, da det er min første arrak-flaske uden relief-tekst, der er "hamret" (se evt. "ORDLISTE", som findes under "OM.. (forklaringer)" i menuen til venstre på denne side). Selvom den er fundet her i landet, er det langt fra sikkert, at den er dansk fremstillet.

 

29. november 2013

Flaskerne er ca. 21,5 cm. høje.

Også idag viser jeg to (næsten) helt identiske flasker. Kun farven afviger en lille smule - og den ene er mere end den anden præget af at have opholdt sig i jord (sand?) i mange år. Flaskerne er begge med teksten P. F. HEERING i relief på skulderen. De er fundet i henholdsvis Australien og Amerika.
Efter at have studeret bogstaverne meget nøje gennem lup, er jeg mest tilbøjelig til at tro, at flaskerne er fremstillet i den samme form. Også mundstykkernes profilering kan tyde på at samme mundstykke-saks er brugt til begge flasker. Ingen af dem har en 8-takket stjerne og ordet KJØBENHAVN i relief på bundens underside, hvilket kan betyde at de er fra før 1880.

28. november 2013

Flaskerne er ca. 29 cm. høje. - Det er mit håb, at jeg en dag kan dokumentere, at ihvertfald den ene af flaskerne kan være fremstillet her i landet.

Længst ude til venstre på månedens forside-billede står en grøn flaske med teksten TRONDHJEM ned langs korpus. - Det er faktisk en flaske, jeg har haft i flere år. Den ses her i selskab med den nye.

Begge flasker er med relief-teksten JØRGEN B. LYSHOLM - og er altså stort set identiske. Der er en nuance-forskel - og så er der forskel i stavemåden i bynavnet T(H)RONDHJEM. Flasken til venstre har et H med i navnet, hvilket ifølge en af mine norske flaske-venner er den gamle stavemåde. Han købte for en del år siden en sådan et par flasker her i Danmark - en stor og en "kylling"-størrelse - fuldt monteret med diverse etiketter ("Akvavit Vo. 1" - så vidt, jeg husker). Jeg har tidligere spurgt om det er muligt at se, hvor etiketterne er trykt. - Det er det ikke.
Nu er jeg så kommet i tanke om at spørge, hvad der står på told-banderolen. - Her kommer svaret:

WAAGEPETERSEN-etiketten dekker nedre delen av Lysholm-etiketten, så det er ikke mulig å se noe trykkerinavn der og dette er vel den mest sannsynlige plassering. Så hvor den evt. er trykt lar seg ikke konstatere uten å ødelegge den pålimte. Men jeg tror helst at det dreier seg om orginaletikett fra Trondheim.

Hvor den er tappet er det imidlertid liten tvil om. Tolletiketten er klar på tappestedet. Den sier nemlig: SPIRITOUSA - UDENLANDSK - HER AFTAPPET - 3/4 - 42 %.
Da er den altså tappet på flaske i Danmark og meget sannsynlig på dansk produsert flaske utfra at det er der de dukker opp og ikke i Norge. Dette burde jeg ha visst tidligere, men har nok ikke studert tolletiketten tilstrekkelig nøye.

 

20. november 2013

Tre otte-kantede bouteiller.
Den midterste er med på månedens forside-billede og er altså kommet til min samling for nylig.

Der findes ikke meget på tryk vedrørende ottekantede bouteiller. Som det ses på det lille billede (der kan gøres større ved at klikke på det), så er bundene vidt forskellige på disse tre. Hvor de er fremstillet - hvilket land og hvilket glasværk, det har jeg intet bud på. De er alle fundet her i landet.

Også om anvendelsen er der mangel på eksakt viden. Som det ses, er halse og mundinger meget vide, så tobak, snus, - måske cacao, krydderier og andre granulater, pulvere og lignende er mulige emner. Også tyktflydende ting, som f.eks. sirup, kan have været opbevaret i sådanne glas, som jo nærmest er en mellemting mellem flasker og krukker.

De tre flasker - eller bouteiller, som de jo oftest kaldtes på frestillings-tidspunktet i 1800-tallet - er hhv. ca. 21, 22½ og 20½ cm. høje.

19. november 2013

Flasken er ca. 21 cm. høj - og meget tæt på at være "kirsebær-farvet", som Heering ønskede dem. - Flasken er fundet i Sverige - og måske fremstillet dér?

Denne flaske er med på gruppe- billedet, som er på månedens forside. Det er en flaske med et såkaldt båndsegl (et aflangt segl), istemplet P. F. HEERING.

Jeg har tidligere bragt en længere serie om P. F. Heerings flasker på den side, som hedder "SIDSTE NYT! - 2011" (fra 18. september til 27. november) og i 2010 lavede jeg en lille videofilm, som selvfølgelig skal ses i "VIDEOGRAFEN"! Find den ved at klikke på FOTO-GALLERI i menuen til venstre. Du kan også skyde genvej ved at klikke HER.

18. november 2013

Her er Asmus og Johannes repræsenteret af hver sin flaske, som er hhv. ca. 20 og ca. 19 cm. høje.

Flasken til højre på dagens billede, er også med på det aktuelle forside-billede (som også kan ses på denne side - se "2. november").

Der står A. KØHLER på flaskens bryst - og på porcelæns-proppen står der desuden HADERSLEV.
Flasken ses her sammen med en forgænger, - en flaske af tysk model og den er da også fra tiden før 1920, da Haderslev var tysk. Som det ses, står der J. KÖHLER - HADERSLEBEN på flasken.

Disse oplysninger om KØHLERS MINERALVANDSFABRIK har jeg (blandt andre) fundet i en bog fra 1934: "Virksomheden, der drives i lejede Lokaler, er i 1920 grundlagt af Indehaveren, som gennem Aarene har drevet Forretningen frem til dens nuværende Position." - og: "Det er lykkedes Indehaveren at erhverve sig en god og solid Kundekreds, og hele Virksomheden staar som et smukt Vidnesbyrd om en enkelt Mands dygtighed og Initiativ." - Artiklen slutter således: "Sodavandsfabrikant Asmus Køhler er født den 13. Juni 1900 i Haderslev og har faaet sin Uddannelse hos Faderen, Johannes Køhler, tidligere Mineralvandsfabrikant."

- Så egentlig det ville nok være mere rimeligt at hædre faderen for firmaets grundlæggelse!

15. november 2013

Flasken er mørk brun og ca. 19,5 cm. høj. - Rum-indholdet er lidt mindre end ½ Pot.

Endnu en flaske fra månedens forside:
"Otte-kantet Bouteille - kort-halset" er den gamle betegnelse for en flaske, som denne. Typen kendes fra såvel Conradsminde, Mylenberg og Holmegaards kataloger fra 1853 (dog kun med betegnelserne "kort- og langhalsede" i Holmegaards). Iflg. katalogerne blev de fremstillet i fire størrelser: 1/1 - 1/2 - 1/4 og 1/8 Pot.
Da flaskerne jo var mundblæste, kunne det faktiske rum-indhold ligge noget over - eller nok især under - de angivne mål.

14. november 2013

Flaskerne er ca. 20 cm. høje.

Jeg husker tydeligt da jeg for få år siden fandt en sådan flaske som dem, der er her på billedet. Vineddike-flasker med teksten VINAIGRE C. LANGE. Hidtil havde jeg kun haft dem med den franske tekst, VINAIGRE DE MAILLE samt i helt neutrale - begge typer i flere farver.

C. Lange oprettede i 1853 De Danske Eddikebryggerier, som dog først fik dette navn i 1902 efter overtagelse af flere andre virksomheder i tidens løb. C. Lange døde i 1879, men firmaet var stadig i familiens eje i 1950 - måske endda indtil det nedlagdes engang i 1960´erne?

Nu har jeg så fundet endnu et eksemplar - og denne gang med etiketter så nogenlunde i behold.

7. november 2013

Denne hamrede bouteille er ca. 20,5 cm. høj og er den almindeligste størrelse, som indeholdt ca. 3/8 Pot.

Også en HAMRET BOUTEILLE (udtales butælje) har fundet vej til min samling for nylig. Den er så skæv, at man fristes til at kalde den et "mandags-eksemplar". Men der var nok ikke den store kvalitets- kontrol - og det skulle gå stærkt. Glaspusterne arbejdede på akkord, så der skulle bare blæses nogle flasker!
De hamrede bouteiller blev lavet i mange størrelser og var oftest i brunlige - ravfarvede til olivenbrune eller -grønlige farver.
Sådan så standard-flaskerne ud i 1800-tallets andet og tredie kvartal, hvor de blev brugt til diverse drikkevarer - ihvertfald øl og vin.

Så skæv er den!

6. november 2013

Pilleglasset til venstre har tallet 30 og bogstaverne A B & Co. (leveret til firmaet ARBO-BÄHR & Co.). - Pilleglasset til højre har hverken tekst eller gram-tal, men er af samme størrelse som det andet. - Begge er lige omkring 8,5 cm. høje.

Dagens flaske - som faktisk er et pilleglas - (den med gift- etiketten) er ikke med på månedens forside-billede. Det var den til gengæld i sidste måned - og der er en grund til at jeg nu trækker den frem i rampe- lyset.
I sommerens løb har jeg foretaget en sortering af mine mange medicin- flasker - sådan lidt efter lidt, når der var en ledig stund. Det er specielt bund-mærkninger, jeg har hæftet mig ved. Noget tyder på at Holme- gaard er det eneste glasværk, som har signeret medicinflasker. Derimod har en del medicinal-firmaer fået deres navn på bunden - og enkelte apoteker har fået mærket flasker og glas med navn og evt. logo.

Mange medicin-flasker har et tal stående på bunden. Det angiver hvor mange gram glasset indeholder - med vand som udgangspunkt og dermed altså lig med kubik-centimeter (1 kubik-centimeter vand vejer 1 gram).

På billedet ses det, at det venstre glas indeholder vand. Der er nøjagtigt 30 centiliter - altså 30 gram. Glasset kunne altså med lethed indeholde 30 gram - eller mere af noget, som var tungere end vand - mindre af noget, som er lettere. Piller er oftest lettere, men fylder jo mere end vand, da der er mellemrum. - Pilleglas blev også brugt til pulvere (bl.a. krydderier) i små mængder, så man kan sagtens forestille sig, at f.eks. 15 eller 20 gram pulver eller granulat - alt efter hvad det var for noget - kun lige kunne være i et 30-gram glas.
Det højre glas vejer totalt 356 gram! I tom tilstand vejer det nok cirka det samme, som det andet glas (43 gram), så selvom glasset kun er lidt mere end halv-fuldt, så er der mere end 300 gram indhold. Men det er også kvik- sølv, - som formentlig har stået hos en urmager til opfyldning af barometere.

Og alt dét bare for at sige lidt om bundmærkninger, medicin- eller apoteker- flasker - og gentage, at selvom flasker kaldtes eet, så blev de også brugt til andet og af andre end navnet kunne antyde!

 

5. november 2013

Denne flaske kendte jeg ikke det mindste til, da jeg fandt den. Havde aldrig set en tilsvarende. Mundstykket er typisk for den type punsch-flasker, der har et påsat segl, - som oftest er ovalt.
Som det ses, er seglet på denne nærmest cirkel-rundt.
I seglet står bogstaverne P og R placeret på hver sin side af et anker.

Vel hjemme med flasken fandt jeg i mit firma-kartotek en vinhandel ved navn Petersen og Reehoff, Køben- havn - etableret i 1845, overtaget af S. L. Langhoff´s Eftf. i 1898.
Firmaet har i 1888 anmeldt et vare- mærke, som vises nedenstående. Til sammenligning kan du derunder se et nærbillede af flaskens segl - og "så er den ged barberet"!

Flasken, som er ca. 28,5 cm. høj, må være fremstillet inden firmaet blev overtaget af S. L. Langhoff´s Eftf. i 1898 og formentlig ikke før varemærket blev registreret i 1888.

KLIK PÅ TEKSTEN, - SÅ BLIVER DEN TYDELIGERE!

4. november 2013

Den midterste flaske er ca. 14 cm. høj. - Hals-etiketten på flasken til højre bærer teksten Høiste Belønning for Parfumer København 1888 og Malmö 1896.

Dagens forside-flaske er her flan- keret af to "familie-medlemmer", som sandsynligvis er lidt yngre. Frederiksberggades Materialhandel, J. Fisker & Co. anmeldte d. 1. november 1884 sit varemærke, der IKKE er en olielampe, som det ellers er oplyst i bogen "Danske flasker". Registrerings-Tidende for Vare- mærker beskriver mærkets motiv sådan: "En lav, men bred Vase, opover hvilken en Slange slynger sig." - Slangen hentyder sikkert til at materialhandelens indehaver, Johs. J. Fisker (født i 1856), var Cand. Pharm - uddannet 1870 i Kgl. Hof Apotek, København.
Den store flaske har kun navnet FISKER i relief på korpus. De to mindre har påskriften J. FISKER & Co - KJOBENHAVN samt firmaets varemærke.

Herunder vises et billede af den originale etiket fra den største flaske.

HER ER ETIKETTEN, DER KOM FREM, DA JEG FORSIGTIGT FJERNEDE EN SENERE PÅKLÆBET ETIKET, SOM VISTE AT FLASKEN HAR VÆRET GENBRUGT TIL MATLAK FRA NØRREBROS MATERIAL- og FARVEHANDEL. - ETIKETTERNE VAR NOGET MÆRKEDE AF TIDENS TAND, SÅ JEG HAR REDIGERET BILLEDET OG FORSTØRRET DET LIDT, SÅ TEKSTEN ER LETTERE AT LÆSE.

3. november 2013

Flasken er ca. 21 cm. høj og af den type, som kaldes "Hamilton-flasker med stå-flade". William Hamilton fra Irland opfandt de liggende "torpedo-formede" flasker i 1809. Senere udvikledes også stående typer, som denne.

Denne flaske har jeg fundet på en af Danmarks sydlige øer - i en vin- og frugtkælder der indeholdt hundredvis af andre gamle flasker.

Havde det været et usigneret maleri, som eksperter skulle bedømme, så kunne resultatet sagtens være at de ville "tilskrive" maleriet en bestemt kunstner.
Men nu er det ikke et maleri - og jeg er ikke ekspert! Jeg kalder mig (i al beskedenhed) for specialist - da jeg jo har specialiseret mig i interessen for gamle, danske flasker. - Men er denne flaske dansk??? - Det er der formentlig ingen, som ved.

Her i landet kendes 4-6 udgaver af de liggende Hamilton-flasker. Bl.a. en med teksten JUL. ERICHSEN / KIÖBENHAVN. I 1800-tallet var det ganske almindeligt at lade I og J være lige (tænk bare på Carlsbergs grundlægger, I.C. Jacobsen, som hed Jacob til fornavn).

MÅSKE er denne flaske i sin tid fremstillet til Julius Erichsen, som jeg ikke har kunnet finde sikre oplys-ninger om. MÅSKE var han grossist? Sådan en har jeg fundet frem til.

Lad mig - med stor forsigtighed - tilskrive Jul. Erichsen denne flaske i håb om senere at kunne af- eller bekræfte denne teori!

2. november 2013

Her er november måneds forside. Flaskerne bliver omtalt i løbet af denne måned - om alt går vel!!!

ENDNU EN GANG må jeg undskylde en lang pause i aktiviteten her på min hjemmeside! Denne gang har det bl.a. været håndværkeres "hærgen", der skal have skylden. Nu er første etape af deres arbejde færdigt - og alt er ved at være så nogenlunde på plads og i orden. - Næste etape bliver først på den anden side af nytår, så NU SKAL DER SKE NOGET HER PÅ SIDEN!

Jeg opgiver at fortsætte, hvor jeg slap. I stedet har jeg lavet et nyt forside-billede, hvor jeg viser de mest interessante af de flasker, der er tilgået min samling i de sidste par måneder. - Nogle af flaskerne har været vist på en af de to foregående forsider - andre er kommet til for ganske nylig.

Skulle nogen være interesseret i at vide noget om de flasker, som er vist på de to foregående forsider, men ikke har været omtalt og ikke er med på den aktuelle forside - så lad mig de vide (benyt "SERIØS KONTAKT" i menuen til venstre). - Se de to foregående forsider nederst på denne side (1. juli og 18. september).

23. september 2013

Flasken er fundet i vandet, men er dog ret velbevaret.

Herdecke var en kombineret kro og ølhandel, der lå i Havnegade nr. 100 i Sonderburg, som var Sønderborgs navn indtil genforeningen i 1920.
Kroen var meget besøgt af marine-soldater, da den lå tæt på kassernen.

Friedrich Herdecke var tilflyttet fra Flensborg og optræder i Sonderburgs adressebøger fra 1911 og 1913 som "Bierhändler" - altså ølhandler.

 

22. september 2013

Flaskerne er ca. 28,5 og ca. 23 cm. høje.

Forleden blev min samling beriget med "storebror" til en flaske, jeg har haft i mange år. På billedet her ses de begge.

Hvad de har indeholdt, er jeg ikke klar over. Formentlig vin, - men firmaet A/S C. F. Schalburg, Nyborg stod også for eddikeproduktion og eddike forhandledes også i stor udstrækning på sådanne flasker af Bordeauxvin-typen. At der står A/S på flaskerne, vidner om at de er fremstillet efter 1905, som var det år, firmaet blev et aktieselskab.

21. september 2013

Den halv-hvide mineralvand-flaske til venstre på billedet ses her sammen med en ølflaske fra samme firma: HADERSLEV HVJDTÖLBRYGGERI - LADEGAARD I, som der står i relief på begge flasker.

Da det er tydeligt (ihvertfald for kendere) at flaskerne ikke er fra før 1864, da Haderslev blev tysk, - ja, så er de tidligst fra 1920, da Haderslev igen blev dansk.

 

20. september 2013

Den grønne flaske er ca. 12 cm. høj - og vejer alligevel 358 gram. En almindelig dansk ølflaske vejer ca. 300 gram). - Flasker til kødekstrakt kan variere en del i størrelsen. Se billedet på "SIDSTE NYT - 2011" d. 2. november.

KØDEKSTRAKT har der været i disse flasker. Sådan nogle plejer at være rødbrune - vel nærmest "oksekød-farvede". Jeg har tidligere omtalt sådanne flasker og deres indhold på siderne "SIDSTE NYT - 2012" d. 16. januar - "SIDSTE NYT! - 2011" d. 2. november og "SIDSTE NYT! - 2009 nr. 13 (øverst på siden) og "SIDSTE NYT! - 2009" nr. 9.

At den altså også blev lavet i grøn, er nyt for mig. Det har næppe noget med "Den grønne slagter" eller "vegetarisk kødekstrakt" at gøre. Men hvad så? - Måske bare et firma, som ønskede at skille sig ud fra mængden?


Lidt om kødekstrakt:

Virksomheden Liebig Extract of Meat Company (Lemco), grundlagt 4. december 1865 i London. Kødekstrakt (Extractum carnis Liebig) blev udviklet i 1840 af 1800 tallets mest berømte kemiker, tyskeren Justus von Liebig (1803-1873), som et tilskud til familier der ikke havde råd til at købe kød til dagligt. Den tyske ingeniør George Christian Giebert, fra Hamborg, åbnede en fabrik i Villa Independencia ved Uruguay-floden, Uruguay i 1865, da kød i Europa var for dyrt til at udvinde kødekstrakten. Dette produkt blev i 1899 mærkevarebeskyttet under navnet "Oxo".


 

18. september 2013

HAR DU LYST TIL AT SE BILLEDET I STORT FORMAT ("fuld skærm"), så gå i "FOTO-GALLERI" og vælg "AKTUELLE BILLEDER". Der finder du billedet øverst til venstre - og klik så på "Fuldskærm".

ENDELIG - efter næsten 2½ måneds sygemelding er dagligdagen ved at vende tilbage. Min kone, som faldt og fik et par komplicerede brud på højre underarm, er nu så småt begyndt at arbejde igen og er ikke længere så afhængig af min hjælp i dagligdagen.
Det betyder at jeg igen er klar til at vise og fortælle lidt om de flasker, der er kommet til min samling i den senere tid. - Dem, som har været på forsidebilledet i de sidste 2½ måned, kommer jeg måske tilbage til i andre sammenhænge. Et par af dem har jeg taget med på det aktuelle forsidebillede og de vil blive omtalt som nogle af de første.

1. juli 2013

Her er størstedelen af de flasker, som er flyttet ind hos mig i løbet af den seneste måneds tid.

Glædelig juli (der skulle egentlig have stået "Glædelig sommer", men..... sommeren lader vente på sig!).

Flaskerne, som ses på billedet, bliver vist og omtalt på denne side i løbet af juli. Hvis jeg når det!

Jeg blev ikke helt færdig med flaskerne på juni måneds forside-billede, så de sidste bliver vist og omtalt på denne side snarest muligt.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

31.08 | 20:57

hej. har lige fundet sådan en flaske i jorden i Nærum, hvad er historien bag denne. er den gammel ? tak på forhånd

...
30.11 | 21:49

Hej Louise
Det lyder spændende! - Har du mulighed for at sende mig et par billeder direkte på min mail: plyng@mail.dk - ?
Venlig hilsen
Poul

...
30.11 | 20:24

Jeg har 2 mørkeblå flasker fra sødring emservand, sødring & Co.
Disse stammer fra min fars virksomhed på Rentemestervej i København, fundet ved udgravning.

...
24.06 | 16:17

Vildt spændende side. Jeg er selv samler, men "kun" de gamle patent-sodavandsflasker. Så jeg kender alt for godt det at blive opslugt af flaskens form farve osv

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE